Gommens tale til bruden - Her kan du læse hvad brudgommens
tale skal indeholde
I den traditionelle talerække til et bryllup er brudgommens tale nummer fire
efter værtens
tale, toastmasterens tale
og brudens fars tale. Brudgommens tale til bruden indledes normalt
med, at gommen takker værten for festen (medmindre han selv er vært, selvfølgelig). Derpå takker brudgommen
som regel brudens forældre for, at han har fået lov til, og mulighed for, at gifte sig med deres datter. Dette
efterfølges ofte af en forsikring om, at gommen nok skal passe godt på deres lille pige.
Sådan skrives brudgommens tale
Det primære omdrejningspunkt i gommens tale er imidlertid hans kærlighed til bruden. Talen er gommens mulighed
for at sætte store ord på denne kærlighed, både over for sig selv og sin udkårne, men også over for de af
brudeparrets venner og familie, der er inviteret til brylluppet. Talen kan f.eks. handle om, hvordan brudeparret
mødtes, og den kan indeholde små anekdoter fra deres tid sammen inden brylluppet. Den kan også indeholde en
beskrivelse af, hvordan brudgommen blev modtaget af brudens familie og venner. Brudgommens kærlighed til den
udkårne er som sagt i fokus, og denne kærlighed kan præsenteres på alle tænkelige måder. Gommen kan eksempelvis
lave en liste over alle de egenskaber, han værdsætter hos sin hustru, og disse egenskaber kan uddybes alt efter
brudgommens ønsker. Brudgommen kan også udtrykke sin kærlighed ved at fortælle små sjove eller søde historier om
bruden eller deres samliv.
Det er meget forskelligt fra brudgom til brudgom - og fra brud til brud - hvad der gør sig bedst. Det kommer
også an på, hvilke gæster der er inviteret til brylluppet. Nogle gomme spiller på det humoristiske, mens andre
satser på det dybfølt kærlige. Det er dog ofte en uskreven regel, at man som brudgom må smide machomanden over bord
og erklære bruden sin uforbeholdne kærlighed. Det er op til den enkelte, hvor meget der skal gøres ud af dette.
Nogle nøjes med et "jeg elsker dig", mens andre bruger musik, digte eller billeder til at vise, hvad de føler.
Afhængigt af temperament kan man altså inddrage andre elementer i sit indslag end selve talen, men det vigtigste
er, at gommen får udtrykt sin kærlighed på netop den måde, han finder bedst.
Hvordan forbereder man sig som brudgom til den store tale?
Som brudgom står man over for et stort pres, eftersom hans tale af mange, ikke mindst af bruden, bliver betragtet
som bryllupsfestens vigtigste. Det er i forvejen ikke den letteste sag i verden at tage ordet i en større
forsamling, og tilmed kan det være svært som mand at skulle krænge sit hjerte ud offentligt. Så medmindre man er
god til at improvisere, er det en god idé at forberede sig inden, så talen ikke bliver et miskmask af utydelig
mumlen, flakkende øjne og svedige håndflader.
Gode råd om gommens tale
Forbered dig rigtigt til brudgommens tale. Her får du nogle gode råd, der kan gøre din tale til bruden til en
sikker succes. Hvis du, som så mange andre, ikke føler for at improvisere på stedet, kan det være en god idé at
huske nedenstående fif:
- Start i god tid med at forberede brudgommens tale. Du kan flere måneder i forvejen begynde at notere dig
små ting, som du elsker ved din kommende hustru, ligesom du kan skrive stikord ned til anekdoter fra jeres
fælles liv, som du gerne vil have med i talen.
- Lad være med at tænke så meget, når du laver første udkast til talen - bare skriv! Du kan altid finpudse,
når talens grundlæggende form er på plads.
- Øv dig! Hvis man vil undgå, at det fine bryllupstøj bliver gennemblødt af koldsved, er det en god idé at
øve din tale til bruden godt igennem, inden den skal stå sin store prøve. Det vil få dig til at føle en større
sikkerhed, når du slår på glasset - og det vil få ordene til at lyde mere oprigtige.
- Det er altid godt at have et manuskript - selvom man ikke regner med at bruge det. Du kan bruge det til at
komme tilbage på sporet, hvis du pludselig mister tråden. Fremhæv evt. stikord og inddel manuskriptet i temaer
for at gøre det mere overskueligt.
- Bare slap af! Der er ingen grund til at ligge søvnløs over at skulle holde tale. Du skal erklære din
kærlighed til dit hjertes udkårne, foran en forsamling af mennesker, som I begge holder af. Der er ingen, der
giver dig karakter for din præstation, så lad være med at stresse over din tale. Din brud vil uden tvivl elske
dig, lige meget hvad du siger.
- Husk at læse om gommens tale i
rækefølgen
- Selvom dette er en special artikel er der flere gode råd at hente om brudgommens tale her!
|