Sådan skriver du en god og sjov festtale

Sådan skriver du en god og sjov festtale

Det er faktisk ikke så svært at skrive en god festtale, hvis du bare forbereder talen godt!

Når du skal skrive en god festtale skal du sørge for at den er underholdende, spændende, har et par alvorlige elementer samt et generelt budskab, sidst men ikke mindst skal du huske at skrive en sjov festtale!

Dette er selvsagt ikke let, og derfor har jeg her beskrevet en rigtig god guideline til kunsten at skrive en sjov festtale.

Du skal bruge blyant og papir til dette, så find det endelig frem med det samme så du kan få skrevet talen ned og dermed få den ud af hovedet!

Talens elementer

Hovedpersonen

Først og fremmest skal du huske at enhver festtale har en hovedperson, og det er ikke dig! En festtale skal fremhæve hovedpersonen og ikke dig selv, der er ikke noget værre en når en festtaler har misforstået denne regel og indirekte for fremhævet sig selv i stedet for hovedpersonen.

Talens hovedperson kan også godt være flere personer (hvis det eksempelvis er et brudepar), men for nemheds skyld er det fremover beskrevet som hovedpersonen.

Brainstorm om hovedpersonen

Når du skriver en god festtale til en, kræver det at du laver en brainstorm om vedkommendeStart med at skrive hovedpersonens navn på papiret som overskrift, og skriv derefter ”Episoder” på næste linje. Nu går du i gang med at lave en brainstorm over episoder fra dit bekendtskab med talens hovedperson. Skriv alle anekdoter eller episoder ned som er interessante, hvad enten de er sjove, pudsige, underlige, alvorlige, kærlige eller noget helt andet.

Lad dig ikke begrænse lige nu af hvad du tror, kunne komme med i talen eller ej, skriv alle episoder ned. Det er vigtigt for din kreativitet at du nøjes med et par stikord der får dig til at huske historien (som eksempelvis: ”Den gang X var i fjernsynet”), og derefter videre til næste episode du kan huske.

Ring evt. til fælles bekendte for at høre om de kan huske flere. Nu sætter du en ring uden om de historier som du selv har oplevet sammen med hovedpersonen, fordi en god tale bliver nemlig bedre jo mere personlig den er!

Gode råd til hovedpersonen

Når du ikke kan komme i tanke om flere går du i gang med næste afsnit der hedder ”Gode råd”, og her skriver du de råd og erfaringer som du mener hovedpersonen kan bruge i sit videre liv. Forestil dig at personen sidder overfor dig og lige har stillet dig spørgsmålet ”Baseret på alt hvad du har lært og erfaret, hvad er efter din mening de vigtigste ting jeg kan bruge eller gøre fremover?” Skriv dine svar ned på papiret.

Det skal gæsterne vide om hovedpersonen

Nu laver du en ny overskrift der hedder ”Gæsterne” og her skriver du de budskaber du vil have at resten af gæsterne skal vide om hovedpersonen. Er der en side af hovedpersonen du kender som du vil fremhæve? Er der karaktertræk du har set, som du vil sikre dig andre også er opmærksomme på? Vil du opfordre til at man ses oftere? Igen er det vigtigt at du ikke begrænser dig. Alle de gode sider af hovedpersonen som du kan komme i tanke om skal også nedfældes her.

Festtalens stil

Du skal nu til at bestemme dig for hvilken type festtale du vil skrive. Skal den være alvorlig? Morsom? Sarkastisk? Ironisk? Kærlig? Taknemmelig? En god tale har alle disse elementer, men der vil altid være en ting som er gennemgående. Beslut dig for hvilken type du vil bruge som din hovedstil for talen.

Talens tema og budskab

Derefter skal du tænke over det overordnede budskab du vil have ud igennem talen, altså selve talens pointe. En god tale behøver ikke nødvendigvis indeholde pointen bogstaveligt, det kan sagtens være et overordnet tema som lytteren kan gætte sig til jo mere man hører af talen. Tænk derfor over først over det overordnede budskab du vil have ud. Vil du sige tak for godt venskab? Vil du sige at hovedpersonen er et dejligt menneske? Vil du ønske held og lykke og samtidig give et par gode råd? Vil du udtrykke din oprigtige kærlighed? Det er nu du skal vælge et overordnet tema for din festtale.

Udvælg dine nedskrevne historier

Nu kommer du til udvælgelsen, fordi nu skal du til at strege de historier, anekdoter, gode råd og budskaber som ikke passer ind i det overordnede tema og budskab som du har valgt. Du kan naturligvis altid vælge et nyt tema og budskab, men det er vigtigt at hele talen falder indenfor de rammer du har valgt.

Sæt i rækkefølge

Lav derefter en rækkefølge på alle tingene. Det er vigtigt at starte og slutte med de ting som har størst effekt, og de mindre ting kan du fylde imellem. Dette kan gøres ved at skrive numre på de forskellige stikord du har skrevet.

Beslut dig for hvilken type taler du er 

Nu er du klar til at lave en råskitse. Der er generelt 2 typer af talere, dem der gerne vil have talen nedfældet ord for ord, og dem der hellere vil benytte sig af stikord. Ingen af delene er mere rigtige end den anden, så vælg det der passer dig bedst.

Nu har du så en råskitse med de historier, anekdoter, råd og budskaber i den rigtige rækkefølge, der alle følger det overordnede tema og budskab som du har valgt.

Det skal være en sjov festtale

Det sidste du nu mangler i din skrivning er et par sjove bemærkninger til at krydre det hele. hvis du er den morsomme type som sagtens kan finde på en vittig bemærkning, er det bare at gå i gang. Husk dog på at for mange små morsomheder kan ødelægge dit generelle budskab.

Hvis du har problemer med at finde på små vittige bemærkninger, kan du i stedet benytte dig af deciderede vittigheder. Sørg blot for at have en glidende overgang. Hvis du eksempelvis har skrevet noget om den Polterabend der har været, kan du, efter du er færdig med denne del, sige ”Meget apropos var der engang en mand der skulle giftes og…”

Du skal generelt huske på: Vittigheden skal fortælles EFTER den del du er i gang med og den skal relatere til det du lige har talt om. Hvis du sørger for at indlægge en morsomhed hvert andet minut kan du være rimelig sikker på at ramme rigtigt.

En god festtale varer max 10 min.

Hold en sjov festtale i max 10min. Nu kigger du så på dit ur og derefter læser du den næsten færdige tale op for at måle hvor lang tid den tager. En god festtale må ikke vare mere end 8-10 minutter, ellers risikerer du at tidsplanen for arrangementet skrider og der er sikkert også andre end dig der skal til.

Når du har rettet talen til så det passer med tiden, mangler du bare at renskrive. Sørg for at have talen (eller dine stikord til talen) på pænt papir, så det ser præsentabelt ud. Husk på at selve talen nedfældet på papir er en god ekstragave at give til hovedpersonen!

Det kan også være at du har alle ideerne, men ikke nerverne til at holde selve talen? Så kan du hyre en professionel til at gøre jobbet, se et godt bud på en stand-up komiker der kan hjælpe dig.

Bliv god til at formidle din nedskrevne tale:

  • Når du har skrevet din festtale bør du læse om hvordan du holder talen her: Bliv en bedre taler

Held og lykke med skrivningen!