Du har sikkert hørt sætningen I Have a Dream – jeg har en drøm – før. Du ved måske også, at ordene var del af en vigtig tale engang. Læs om den berømte Martin Luther King tale her – og læs i øvrigt om at skrive en tale her. 

Martin Luther King tale – han havde en drøm

I 1960’ernes Amerika skete der ting og sager. Der stod borgerrettighedskampe øverst på dagsordenen mange steder. Den farvede del af befolkningen ville ikke længere finde sig i at blive behandlet som andenrangsborgere.

Der fandtes på den tid skoler, restauranter samt andre offentlige steder og institutioner, hvor den sorte og hvide befolkning var adskilt. Altså skoler kun for hvide. Restauranter kun for sorte osv. I det hele taget gjaldt et sæt regler for hvide og et andet for sorte.

Det førte til et opgør med tingenes tilstand. Den sidste rest af slavetiden skulle helt væk fra datidens Amerika. En af frontfigurerne i kampen var præsten Martin Luther King.

Martin Luther King tale

28. august,1963 holdt Luther King sin berømte tale, som senere skulle gå under titlen I Have a Dream. Talen handlede om Kings tanker om en retfærdig verden, hvor hvide og sorte kunne leve i harmoni – side om side, ligeværdigt og fredeligt – samt ikke mindst med ens rettigheder.

Talen blev holdt foran mere end 200.000 tilhørere og er siden vurderet som en af de mest betydningsfulde taler i historien. Fremtrædende forskere har kåret talen som det 20. århundredes vigtigste tale i Amerika.

Hvis man har et ønske om at blive en god taler, kan man med stor fordel dykke ned i I Have a Dream. Ikke blot talens indhold – men også måden, den blev fremført på – er et skoleeksempel i, hvordan man holder en tale, som fanger tilhørerne:

Læs hele talen oversat til dansk her.

Manuskript eller improvisation

Martin Luther King havde til lejligheden skrevet et manuskript, som han i begyndelsen læste op fra. Senere gik han dog over til at improvisere og tale mere frit – på opfordring fra gospelsangerinden Mahalia Jackson. – Tell them about your dream, Martin! Tell them about your dream! skulle hun have råbt.

Man kan inddele denne berømte Martin Luther King tale i to hovedafsnit. Første del handler om, hvordan efterkommerne af slaverne stadig ikke lever som frie mennesker 100 år efter slaveriets ophør. Han opfordrer til en ikke-voldelig frihedskamp, så racerne igen kan leve i harmoni med hinanden.

Andel del af talen handler om Kings visioner og drømme for det fremtidige Amerika. Hvis troen og håbet er stærkt, vil man kunne opnå et mere retfærdigt samfund, hed det sig. Friheden skulle sprede sig fra stat til stat og til sidst ville man fælles kunne stemme i sang – Free at last! free at last! thank God Almighty, we are free at last!

Martin Luther Kings død

Desværre var det dog ikke alle, der var enige i Martin Luther Kings visioner og drømme for fremtiden. Efter mange års kamp for frihed blev han skudt og dræbt 4. april i 1968. Drabet førte til optøjer over hele USA.

Selvom James Earl Ray blev anholdt og dømt for drabet, er der stadig stor mystik om de nøjagtige omstændigheder. Ray mente, han var offer for en sammensværgelse og kæmpede til sin død for frifindelse.

Martin Luther King bliver stadig mindet over hele verden og fremhævet som en af de vigtigste borgerrettighedsforkæmpere nogensinde.

Det er ikke for ingenting, at I Have a Dream stadig med jævne mellemrum bliver fundet frem fra gemmerne.

Læs mere om at holde en god tale her.